Jeg har altid kun periodevist holdt af at komme i skoven. Men det synes at min bedre halvdel og børnene nyder det – hvad enten det er junglestier, almindelige skovture eller søgen efter svampe. Med det i baghovedet tog vi af sted til en stor skov, som ligger i nærheden. Efter at have parkeret bilen, lod vi ungerne vælge hvilken rute, vi skulle følge og der gik hurtigt sport i at finde de blå pletter på træerne først. Den første time gik hurtigt – jeg havde læst, at der skulle være en kilde i skoven, som var så ren, at den kunne drikkes. Så den var ungerne opsat på at finde, ligesom samtlige huller i jorden blev udråbt til at være beboet af alskens mærkelige dyr.
Det var sjovt, vi fik røde kinder og ledte efter alt, der muligvis kunne ligne en kilde. Men udover en oliefyldt vandpyt ved en vej, fandt vi ikke noget der lignede vand – og så var det vi opdagede at vi var gået i ring. Det slog os dog ikke ud, ungerne var hurtige til at vælge en ny vej på den blå rute og vi gik med hygge og mod. Indtil at vi opdagede vi nu gik i en anden ring og endte et andet sted to gange. På daværende tidspunkt, var vi pludselig ikke rigtig i stand til at komme tilbage til bilen. For hvilken vej, var det nu, vi var gået?
Ungernes mod svigtede ikke – de farede fremad, overbevist om at de kunne føre os sikkert tilbage – men jeg må indrømme at efter 2½time, var det storslået eventyr ungerne opfattede mere et slags mareridt for mig. Det var begyndt at mørkne og ærlig talt begyndte jeg at synes skoven virkede mere og mere, som en perfekt lokation for mord, røverier eller noget endnu værre. Der var ingen veje og ingen mennesker i sigte – ligesom vores mobiltelefoner var uden dækning. Efterhånden som den næste time sneglede sig af sted og ungerne også blev trætte og hvert andet øjeblik smed sig på jorden og proklamerede, de havde ondt i benene og ikke kunne gå et skridt til, begyndte forskellige scenarier at afspille på min indre skærm.
1: Vi skulle sove i skoven i en hule og blive våde og forkølede, vi var da også de mest uansvarlige forældre(!)
2: Et velkendt plot fra en hvilken som helst Stephen King roman.
3: Vi måtte finde en bakketop og bruge aftenen på at råbe om hjælp fordi børnene var sulte og trætte.
Ingen af de scener tiltalte mig, og jeg var virkelig ved at være bekymret for, hvad vi egentlig skulle gøre. Som om det ikke var nok, ja, så har min bedre halvdel sukkersyge og selvom jeg altid er klar med al slags hjælp til ham, var det ubehageligt at føle sig så langt væk fra civilisationen. Når jeg så på hans ansigt, så jeg det også: Sammenbidt bekymring og målrettet blik: fremad. For vi skulle hjem. På den ene eller anden måde.
Da vi havde gået i næsten fire timer, gik vi pludselig på en sti, som ungerne mente at kunne kende – og satte vi alle tempoet op, ja, jeg husker det mest som at vi alle løb af sted, men vi gik nok bare, i stedet for at slæbe os selv af sted. Og så var den der, bilen. Lige frem holdt den lille rodede røde suzuki og jeg tror lykken slog os alle ud. Vi grinede, snakkede højt og kastede os i bilens favn.
Lige i det, at selerne var spændt på os alle, begyndte det at styrte ned. Jeg sad netop i tavshed og svor aldrig at tage i skoven på den måde igen. Men så hørte jeg børnene; Hvor var det sejt! Det var os der fandt vejen. Åh, jeg håber, vi tager på eventyr igen næste weekend!
Børn er forunderlige. Uanset min egen oplevelse af den skovtur, så var det hele besværet værd, at ungerne havde haft en vaskeægte eventyr oplevelse.